Udeliv

Område 2 har i samarbejde med sundhedsplejen udarbejdet en lydfil, som indeholder en dialog omkring børn og udeliv, ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv. I lydfilen kan du blive lidt klogere på, hvordan man er opmærksom på, om et barn er nedkølet, lidt om virusser, vandpytter og træthed.

Hvordan kan jeg som, pædagog eller forældre se om et barn bliver koldt?

  • Mærk i nakken; er barnet varmt og tørt, så har barnet det tilpas. Bliver barnet urolig og ændrer adfærd, så kan barnet have brug for hjælp til at få noget varmere tøj på.   
  • Børn der er født til tiden, kan allerede fra 1 års alderen begynde at regulere deres kropstemperatur. Det betyder, at børn kan mærke, når de får det for varmt, og børn vil ofte smide deres handsker eller hat, når de har det varmt.  

Det opleves, at i de kolde måneder er der mere sygdom, hvordan er Jeres erfaringer med det? Har det noget med kulde/varme at gøre?

  • Generelt bliver alle børn syge, og det er helt normalt, og der en større tendens til, at der er flere virusser i omgivelserne om vinteren både inde og ude. Opholder man sig indenfor, er man mere tætte i forhold til udenfor. Udelivet tilbyder flere m2 som kan være med til, at der er en større afstand imellem os.
  • Det er vigtigt med god håndhygiejne - også når man er udenfor!

I Danmark regner det meget - og der er ofte meget leg med vand, og det betyder også, at børnene nogen gange bliver våde, når de eks. leger i vandpytter. Skal børnene stoppes?

  • NEJ! Det er vigtigt, at børn får lov til at lege færdige med det, de har gang i. Når de er færdige, kan de få tørt tøj på. Det er også en udvikling at opleve, at man bliver våd og en læring i at henvende sig til en voksen, så barnet kan få tørt tøj på.
  • Når et barn leger i vandpytten, og vi kan se, at det smiler, er fordybet så er det en vigtig del af barnets læring - de børn, der bliver kede af det skal selvfølgelig have hjælp.

Træthed og sygdom - er der en sammenhæng? Forældre oplever, deres barn er mere træt, når det har været udenfor det meste af dagen, og derfor er spørgsmål omkring, om barnet så også er i en større risiko for at blive syge?

  • Det er naturligt at være træt, og det giver en sund søvn - hvilket er en forudsætning for at få en god dag. Det er vigtigt, at barnet får de timers nattesøvn det har brug for, ellers kommer barnet i underskud, og det kan få indflydelse på barnets trivsel. Ofte vil man se trætte børn, som har brugt deres kroppe og derfor er velstimulerede, det giver en naturlig og forståelig træthed.
  • Umiddelbart er der også gode muligheder for at kunne slappe af og holde en mental pause udenfor. ”Naturen er en stor sofa”. Nogen børn kan have brug for hjælp til at holde en pause, og hvordan og hvor det skal ske kan være individuelt fra barn til barn.

Påklædning;

  • Anbefalingen går på, at der tænkes i; lag på lag, todelte sæt (så kan barnet nemmere komme på toilet) – og gerne flere sæt, så der kan skiftes, hvis det bliver vådt.
  • Tøjet vil blive beskidt, og tøj må gerne være beskidt den næste dag - bare det er tørt.

Der er i dialogen med sundhedsplejersken et fokus på, hvordan vi oftest ser børn. Vi ved, at der kan være børn, der har brug for noget andet. Der vil vi som altid være i dialog sammen og finde den gode vej til Jeres barns trivsel.  Lyt med i dette interview med Sundhedsplejen her og få ovenstående mere uddybet og foldet ud.